Merete Meier f. 1969

Merete Meier

Merete Meiers arbejder handler om mennesker og om livet, og beskrives ofte som værende på grænsen mellem det figurative og det abstrakte. De indeholder næsten altid genkendelige kroppe og ansigtskonturer, men er fyldt ud med abstrakte former, strukturer og landskaber. Den oprindelige tanke er et menneskeligt landkort, et kig ind under overfladen på os mennesker, vi er så komplekse, indeholder mørke og lys, varme og kulde, rundt og skarpt, blødt og hårdt, åbent og lukket...
Så modsætningsfyldt, at det ikke kan undre at det er vanskeligt at balancere i livet til tider. Det er øjebliksbilleder af livet på godt og ondt. De nære ting, Kærlighed, begær, glæde... men også ensomhed, savn og sorg.. osv

Inspirationen findes i hendes eget liv, medgang og modgang, men også i erkendelsen af, at vi mennesker er meget ens, vi møder de samme udfordringer i livet, har de samme tanker om eksistens, om glæder og sorger.. og det er der stor trøst i, for så er man ikke alene..

 

 

 

Hvis du er interesseret i at komme og se på et bestemt værk, bedes du kontakte os først. Værket kan netop været blevet solgt eller stå i depot.

Billedskabning har været min udtryksform hele mit liv. Det var en slags overløbsventil for mig, da jeg var barn og havde brug for en anden virkelighed, da jeg som ung havde brug for en dagdrøm, og siden som voksen, når jeg havde brug for alenehed og reflektion. Nu er det blevet en nødvendighed; en del af det som er ”mig”. ​Før jeg nåede hertil var jeg karrieremenneske; men jeg fandt aldrig rigtig min plads. Først da jeg fandt jeg mod til at konfrontere mig selv med de vanskelige ting. De nære ting. Alt det som handler om hvordan vi relaterer os til hinanden, begyndte det at give mening. Ikke fordi jeg er god til det. Tværtimod. Netop fordi jeg synes det er vanskeligt, er det en evig udfordring. At sætte sig selv på spil, at turde fortsætte selvom grunden gynger. Derfor giver det mig mening at male. Her har jeg mulighed for at fokusere på, og formidle sider af livet som handler om de nære ting. 

Grundsætningen bag det hele, formuleret på et ophold på Kunsthøjskole i 2000:
”Det handler om mennesker. Om det moderne menneskes ensomme vandring igennem livet, om det vanskelige i det nære. Om at turde det, og ikke at turde det. Om glæden og angsten for livet, i livet. Vi gemmer alle på forskellige historier, men i bund og grund handler de om det samme, glæden ved at være elsket, og frygten for ikke at være det” 

Merete Meier